Lad os sige det, som det er: Et højskoleophold i Vietnam er ikke klimavenligt. Flyrejser sætter store aftryk, og vi skal ikke greenwashe eller forsøge at bilde nogen ind, at en lang tur til Asien er en bæredygtig handling i sig selv.

Men vi tror på, at klimabevidsthed ikke kun handler om at blive hjemme – men om at rejse med mening og ansvar.

For der er en verden til forskel på at flyve jorden rundt for at krydse destinationer af på en bucket list – og på at tage ét fly ud og ét hjem, for at tilbringe 10 uger ét sted, hvor man fordyber sig i klima, kultur og samfund. Mange sabbatårrejser i dag involverer 3-4 flydestinationer, korte ophold og et højt forbrug. Det er ikke nødvendigvis forkert – men det er noget andet end det, vi tilbyder.

Når du rejser med os på højskole i Vietnam, er det ikke for at forbruge verden, men for at forstå den. Vi tror, at rejser kan spille en positiv rolle, når de foregår langsommere og mere nærværende. Vi flyver dig ud – og hjem igen. Al transport i Vietnam foregår med tog og bus. Vi har tid. Og vi bruger den tid på at lære, reflektere og møde mennesker.

På højskolen arbejder vi seriøst med klima og bæredygtighed. Du besøger lokale NGO’er, klimaprojekter og grønne initiativer. Du taler med de mennesker, der lever med klimaforandringerne tæt inde på livet – og du ser, hvordan bæredygtighed tager sig ud i praksis i et samfund, der på mange måder er meget anderledes end Danmark.

Du bliver ikke ekspert. Men du bliver klogere, mere bevidst og bedre klædt på til at deltage i klima- og miljødebatten, når du kommer hjem.

Vi påstår ikke, at det er perfekt. Men vi mener, det er ærligt, ansvarligt og vigtigt. For vi har ikke brug for flere perfekte valg. Vi har brug for flere unge med viden, mod og nysgerrighed, som tør tage stilling og tage ansvar – også når verden skal opleves.