Vi ved godt, at det kan føles som en stor beslutning at vælge, hvad du skal bruge dit sabbatår på.
Måske overvejer du højskole, rejse på egen hånd eller arbejde, men ved ikke helt, hvad det skal være. Derfor tænkte vi, at du måske ville have lyst til at høre fra nogle af dem, der allerede har været afsted på Højskolen i Vietnam.
Følgende er et lille udpluk af de anonyme tilbagemeldinger vi har fået fra deltagere:
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Jeg synes det har været et fantastisk hold! Vi er blevet ret tætte føler jeg og vi er der virkelig for hinanden. Det er heller ikke blevet grupperet som det godt kan blive nogle gange, men her er vi sammen på kryds og tværs og alle sammen sammen. Jeg synes, holdet har været en virkelig god størrelse.
///
Jeg var hjemme og besøge Lala, vores guide i Sapa og så, hvordan hun bor. Det satte lidt livet derhjemme i perspektiv, for selvom hun bor rigtig flot, så er der mange af de ting, som man nogle gange kan være træt af derhjemme, som virker mega ligegyldige.
///
Jeg føler, jeg er blevet mere selvstændig og har lært mere om mig selv. Dels gennem selvudviklingsforløbet, men også bare ved at snakke med de andre, møde nye mennesker, gå lidt rundt selv, rykke nogle grænser og springe lidt ud i forskellige situationer. Det er en stor oplevelse at tage så langt og længe væk hjemmefra, og man får virkelig mange erfaringer og lærer mere om sig selv, når man skal stå lidt mere på egne ben og stole lidt mere på sine egne beslutninger. Men det er også virkelig rart, at man har gjort det i trygge rammer i sådan en skøn gruppe, hvor vi har støttet, opmuntret og været der for hinanden.
///
[Hvordan har dit højskoleophold påvirket dig?] På mange måder. Både i ens personlige udvikling, som jeg har nævnt flere steder under de andre spørgsmål, men jeg er også bare blevet stor fan af Vietnam! Jeg synes, det er et fantastisk land. Menneskene, farverne, maden og kulturen. Det er meget intenst, og man er meget tilstede her, og jeg vil meget gerne tilbage på et tidspunkt. Og så elsker jeg bare Hoi An. Jeg føler særligt, jeg er blevet mere selvstændig og stoler mere på mine egne beslutninger, end før jeg tog afsted.
///
Har fundet ud af en helt masse ting om hvad jeg kan og ikke kan. Jeg har fundet ud af, at jeg kan meget mere end jeg tror, men på samme tid er der nogle ting, som jeg virkelig ikke kan. Derudover har jeg fundet mere ud af, hvad jeg gerne vil i de næste par år.

